Til koncert i Tinghallen kort før omfattende modernisering

For nylig blev jeg med ganske kort varsel inviteret til koncert med Poul Krebs i Tinghallen. Et ganske uimodståeligt tilbud, så jeg tog med.

Billetten gav en plads med blødt sæde, bagerste række på tribunen. Der var glimrende udsyn til scenen, selv om afstanden satte en naturlig grænse for, hvor nuanceret et indtryk, man fik af Poul Krebs og Band.

Scenen var sat med et maleri af himmel, skyer og aftenstemning. Som lys effekt var der opstillet fem seks rustikke lamper med en stor pære i hver. Enkelt og ligetil. Smukt på en enkelt måde, men som koncerten kom i gang skabtes stemning, ved skiftende farver lys og lysstyrke. Nogle sange blev akkompagneret af den smukkeste nuancer af lilla, rød, grøn eller en dejlig varm hvid.

Poul Krebs startede ud med at byde velkommen til en af de sidste koncerter i en legendariske Tinghal. Og han havde jo ret. Tinghallen har for mange af os altid været der, så jeg tjekkede op på lidt historie. Tinghallen blev indviet den 8-2-1969. Tinghallen var resultatet af byens driftige folk og aktionærers indsats. Før Tinghallen havde der siden 1920 ligget et Sportens Hus.

Så gik musikken i gang. Først en serie nye numre og senere nogle med lidt historie på bagen. Det dejlige ved sangene er de finurligt krøllede tekster, som gør at man i første omgang skal høre godt efter for at få det hele med. Man kan selvfølgelig frit tolke som man føler for, men jeg synes oftest der er et underliggende budskab i sangene. En personlig favorit er sangen Ildsjæl, som ikke blev spillet denne aften, men kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=pNOpGbeO9Zc .
Flere af sangene rummede levende, improviserede soloer af skiftevis pianist og guitarist. Selvom de fleste sange var i den stille ende, var soloerne absolut fulde af passion og vildskab, som bredte sig ud over scenekanten og fik folket med.
På den instrumentelle side, blev der lystigt skiftet mellem forskellige instrumenter som, kontrabas, bas elguitar, keyboard, harmonika, elguitar og forskellige guitarer. Trommeslageren gik heller ikke ned på effekter, selvom han skabte rytmen og holdt sig i baggrunden.

En af de pudsige indslag, blev klaret, med fin stil. Poul Krebs fik simpelt hen startet helt forkert på et nummer og stoppede derfor op, forklarede at, vi ikke skulle være i tvivl om ægtheden af koncerten. Han undskyldte og startede forfra. Det blev modtaget med latter og klapsalver.

Efter pausen flød ”Johny han var lige ved at blive sindssyg” ud over scenekanten, hvilket gav et pænt stort kor, som akkompagnement til sangen. Meget stemningsfuldt.
Og måske, kun måske, var det planlagt da der langsomt blev skruet op for lyset over publikum, hvortil Poul Krebs blot kiggede op smilede og sagde ”hej alle sammen”, hvorefter lyset blev slukket igen.
En sang med mere rock og rul i, satte en langsom bølge i bevægelse fra forreste række til bagerste række på tribunen. Musikken var simpelthen uimodståeligt fyldt med danserytmer, så det indbød til at rejse sig og indgå i rytmen.
Som et af de sidste numre tonede ”Sådan nogen som os” ud i salen og fik straks folk på benene og sangstemmerne gejlet op. Så selvom Tinghallen var stor og ikke var helt fyldt med gæster, kunne man godt høre at der blev skrålet livligt med.
Til sidst måtte vi dog sande at tiden var gået og koncerten slut. Men det lykkedes med langstrakt stående applaus at lokke ekstra numre frem

Bagefter, ført frem af den massive folkestrøm, i retning mod garderoben, opdagede jeg muligheden for at købe cd´er, som Poul Krebs signerede. Da jeg spurgte om det var muligt at få en selfi med ham, svarede han ja, når blot jeg ville vente til bagefter. Det ville jeg. Det gav mig mulighed for at iagttage, de mange som fik signeret cd, plakat og efterhånden også tog selfier. Poul Krebs var meget generøs og sørgede også for at, en af gæsterne, som sad i kørestol, fik en god selfi. Det fik jeg også, da min veninde kom tilbage fra garderoben. Min telefon lå jo fornuftigt nok i bilen.

Selvom jeg forinden havde fået at vide at en af årsagerne til ombygningen, var at skabe suverænt bedre lyd og tiltrække endnu flere fremtrædende kunstnere, så synes jeg at lydoplevelsen udmærkede sig ved at være tydelig, ikke for høj og uden generende rungen. Det bliver ganske spændende at opleve det nye om en rum tid.
Tribunen som kan trækkes frem, når den skal bruges skabte, måske uden at ville det, yderligere en effekt til oplevelsen, idet folks rytmiske bevægelser forplantede sig og blev en ganske kropslig oplevelse.

Alt i alt en aften for kælent overgivelse til musiken.