Jul på Den Blå Viol i Skive 2017

Viste du at Den Blå Viol i Skive afholder et fantastisk julearrangement for sine brugere?

Optakten
Det skal du ikke være ked af, det gjorde jeg heller ikke, men det fandt jeg ud af. I det Herrens år 2017 gik det helt skævt med, mine muligheder for at samle familien, som vanligt. Skidt pyt tænkte jeg, så holder vi da bare juleaften den dag, hvor det er muligt at samle folkene. Det blev så den 22. december, hvilket blev en udmærket aften, hvor eneste men var at, min søn, som var inde at springe for Beredskabet, måtte bruge hele dagen og aftenen på at hjælpe nogle ulyksalige mennesker, hvis ejendom gik op i flammer.
Nå, men jeg ville ikke lade mig nøje, for jeg øjnede jo en chance for at prøve at hjælpe til ved et velgørenheds arrangement juleaften, nu hvor jeg kunne gøre som jeg ville. Jeg begyndte at spørge mig for alle de steder jeg kunne komme i tanke om, men det var alligevel i sidste øjeblik at, jeg kom i kontakt med Torben Nord Hansen, som kunne fortælle at de, skam holdt juleaften for de af deres brugere, der havde meldt sig til. Dette skulle foregå den 23. december.

Indgangsparti

Frivillig julehjælper
Der blev gjort en aftale og jeg ankom om morgenen den 23. Alle frivillige på dagen samledes om morgenbrød, hyggelig snak og fordeling af opgaverne.
Jeg gik sammen med de andre kvinder i køkkenet, der mente jeg at kunne udrette noget.

Sovs og brune kartofler.

Maden
Vi startede ud med at få ænderne gjort klar og sat i ovnen, hvor de blev brunet godt, for efterfølgende at blive tilberedt ved svag varme resten af dagen. Heldigvis havde husets brugere og frivillige gjort rigtig meget klar dagen i forvejen. Som nu fx de mange kg kartofler, der blot skulle bringes i kog og hældes i varmekasser, for at koge færdig. Det fungerede helt fint.
Flæskestegen blev tilberedt på Vebergrill, efter alle kunstens regler, af husets bedste mand. Waldorff salaten, Risalamande og den lækreste Rødkåls salat var lavet.

Så var der lige de brune kartofler, som jeg tog på mig at lave i honning. Det havde man ikke prøvet tidligere i Den Blå Viol, men de faldt nu alligevel i ret god jord. Den ultimative udfordring lød på at skabe en sukkerfri udgave, hvilket jeg ikke vidste, hvordan man gjorde. Der blev foreslået sødemiddel og kulør, hvilket jo ikke i sig selv var særligt fantastisk. Men så kom jeg i tanke om kloge ord fra en veninde, med ekspertise i fransk madlavning. ”Andefedt giver rig smag” og andefedt havde vi nok af. Så der blev udført et eksperiment. Små kartofler simrede i rigeligt andefedt tilsat sødemiddel og lidt salt. De smagte himmelsk og blev godkendt til servering.
Husk så lige sovsen Jensen. Eftersom jeg foreslog en opbagt sovs, udfra de til rådighed værende smagsgivere, fik jeg også den opgave. Tænk sig en af de oplevelser jeg gik hjem med, var at bruge hele dagen på at lave sovs. Litervis af tyk, brun og velsmagende sovs. Også her tilførte jeg noget nyt, for jeg havde jo erfaret, hvordan Danablue ost kan give en rig umami smag i en god sovs. Der blev bevilget og brugt en Danablue trekant og sovsen blev godkendt, med ost og det hele.

Den Blå Viol
Er et værested drevet af Blå Kors og støttet af Skive kommune. Her kan alle omegnens borgere med psykiske, sociale eller sundhedsmæssige problemer komme. Huset ligger centralt i Skive og er indrettet meget hjemligt, hvilket understøttes af husets personale og frivillige. På hjemmesiden http://www.denblaaviol.dk/ kan man læse alt om Den Blå Viols tilbud til de mennesker, der vælger at træde ind ad døren. Det er der rigtig mange der gør regelmæssigt, hvilket giver hjemlige muligheder som at have sit personlige krus hængende her på vægen.

Brugernes stamkrus.

Noget af det, jeg lagde mærke til var den medmenneskelighed og respekt, man mærkede mellem personale, frivillige og brugerne.

Borddækning
Kaffe og julekringle.

Dagens gang
Husets døre slog op kl. 14, hvor deltagerne allerede var begyndt at vente udenfor. Der var planlagt kaffe og kringle til kl. 15. Kringlen var bagt af en af husets frivillige, en meget gammel tidligere bager, som ikke sparede på noget. Mander det var en god kringle.
I løbet af dagen havde jeg lejlighed til sammen med de øvrige frivillige at hygge om deltagerne og snakke med dem om lidt af hvert. Og der må jeg sige at smil, venlighed og nysgerrighed hjælper på meget, for selv om gæsterne aldrig havde set mig tidligere, havde de ingen kvaler med at fortælle mig lidt om sig selv.

Hækle arbejde.

Jeg fik mange gode snakke og endnu flere indtryk. Faktisk havde jeg på forhånd en forventning om at, når det nu var Blå Kors, så ville der være et vist element af alkohol i folks skæbne. Det var, som Torben havde fortalt mig, en meget blandet skare. Især husker jeg et ægtepar som boede i et skønt villakvarter, hvor de beskrev, hvordan der også var godt naboskab. Det var glade rare mennesker som havde valgt at holde jul i Den Blå Viol. På et tidspunkt talte jeg med en kvinde som hæklede på et sjal med et smukt mønster, jeg aldrig tidligere havde set. Jeg har selvfølgelig ikke udfrittet gæsterne om deres personlige historie eller baggrund for at komme i Den Blå Viol, men jeg har fået et rigtigt godt indtryk af en meget blandet skare, som holder meget af at komme i Den Blå Viol.

Juleaften
Julemaden blev serveret kl. 17 med stor omhu. Men som Torben sagde. Disse mennesker vil gerne have at, maden er som den altid har været og som den var i gamle dage. Derfor tilegnede Torben sig, igen i år, en eller flere vabler i arbejdet med at klippe ænderne ud i store stykker, som blev spist med god appetit. Selv de sukkerfrie brunede kartofler blev godkendt og sovsen blev øst op på tallerkenerne uden den mindste fedtforskrækkelse.

Til dessert var der Risalamande med kirsebærsovs, så selv om de frivillige blev opfordret til at spise med, var det kun for en kort bemærkning, inden vi igen stod i køkkenet og varmede kirsebærsovs. Til enhver Risalamande hører der mandelgaver, hvilket der også var her. En af gaverne var et skrabelod, med gevinst på. Når man nu ikke har så meget at rutte med er det jo dobbelt skønt.

Vært af hele hjertet
Torben og frue var meget optaget af, hele tiden at være der for gæsterne og glemte helt selv at spise, derfor måtte der opfordring og forsikring om at, vi andre nok skulle klare ærterne til, for at få dem til at sætte sig og spise.

Traditionerne
Efter desserten lyttede vi til Juleevangeliet, som Torben så smukt læste op. Og de af gæsterne som var trætte og ville hjem fik deres julegave i hånden og gode ønsker med på vejen.
Til sidst sang og dansede vi om juletræet, hvilket foregik i juletrav gennem køkken, gang og stue hvor træet stod og hyggede med rigelige mængder julegodter og mere kaffe. Det var både festligt og meget hyggeligt. Personligt skrålede jeg med af fuld hals, hvilket vist var et par toner for højt til min, Alt stemme. Det kom i hvert tilfælde til at lyde bedre, da Torben sang for i en dybere toneart.

Hjælpere

Oprydning
Som altid, bliver der jo en kæmpe opvask når man byder gæster og denne dag var ingen undtagelse. Vi havde så viseligt holdt rent omkring os, hvilke bestemt viste sig at være en fordel, for der var opvask og oprydning nok til at køre os helt trætte. Men det betyder altså slet ingen ting når man, som jeg, bliver modtaget og involveret så meget, til trods for at, jeg var helt ny i flokken og ikke lovede andet end at hjælpe til på denne dag. Ved 21 tiden smed vi os endeligt i husets bløde møbler og hyggede med kaffe godter og afslappet snak, hvorefter Torben sluttede af med at takke alle for indsatsen og dele julegaver, magen til gæsternes, ud til de frivillige.

Click here to add your own text