Præsentation af Jeanettes nuværende situation

Jeanette har gennemført pædagoguddannelsen med særligt fokus på at hjælpe børn, der har det svært. Især brænder hun for at hjælpe børn af med oplevelser som svigt og traumer fra spædbarnstiden og den tidlige barndom.
Under uddannelsen tilegner hun sig viden om: tilknytning, forladthedssyndrom, The Dead Mother Syndrom, chok og traumer.
Narrativ Terapi samt Krop og Bevidsthed er de redskaber Jeanette især tilegner viden om og kompetencer til, med henblik på at kunne hjælpe børn med disse problemstillinger.
Efter uddannelsen får hun et års vikariat i en vuggestue, hvilket hun er glad for. Undervejs i dette arbejdsforløb reaktiveres Jeanettes traume fra den tidlige barndom, men som så meget andet er det ofte svært at vide, hvad der egentlig sker, før læsset vælter helt
I dag er Jeanette kommet så langt at, hun er indstillet på at begynde at arbejde igen, men i Flexjob indenfor bogholderfaget.

Baggrund og opvækst

Jeanette er den en af et par enæggede tvillinger. Søsteren hedder Tina og er en meget aktiv pige. Moren gør mange ubehagelige ting mod Tina imens Jeanette bevidner det. Således traumatiseres begge piger af deres mor, i spædbarns-tiden og den meget tidlige barndom. Jeanette kan stadig huske en del af det som foregik.
Det har ikke været muligt at opklare, hvorfor moren agerede sådan mod sine tvillinger, der også har en ældre bror.
I bogen “Selv Mor(d)” har Jeanette beskrevet og bearbejdet sine egne og søsterens traumer.
Den skelsættende hændelse fra barndommen er dagen, hvor moren forsøger at drukne Tina imens Jeanette er vidne hertil. Heldigvis har faren en stærk fornemmelse af at, noget er galt så han dukker op tidsnok til at gribe ind og hindre Tinas død. Efterfølgende skildes forældrene og pigerne kommer til at bo hos deres far, med farmoren som en aktiv og kærlig del af hverdagen. Jeanette og Tinas far er omsorgsfuld og støttende overfor pigerne, men de mærker naturligvis, når han bukker under for sit kvartalsdrikkeri.
Jeanette og Tina vokser op og støttes af deres far i at gennemføre en uddannelse. De klarer sig i princippet godt. Jeanette uddanner sig til bogholder og er ganske god til sit arbejde.
Da Tina får sit første barn, rammes hun af angst for at komme til at skade sit barn. Hun søger hjælp, men det er familiens oplevelse at, læge og det psykiatriske system ikke rigtigt magter at finde årsagen og behandle den. Tina får diagnosen angst og paranoia. Der tilbydes medicinsk behandling, som har omfattende bivirkninger og åben indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Tina begår til sidst selvmord og Jeanette bærer på oplevelsen af at, Tina ikke er blevet forstået og dermed også er blevet fejlbehandlet.

Voksenlivet

Jeanette har to børn med en del års mellemrum. I tiden, hvor hendes yngste barn er lille ønsker hun at arbejde mindre for at have mere tid til sit barn. I den forbindelse går hun ned i tid som bogholder og hun får en lille stilling som pædagogmedhjælper, i en børnehave. Det er her hun oplever, hvor megen glæde det giver hende at arbejde med børn og det er denne tid, der giver hende afsæt til at gå i gang med pædagoguddannelsen.
Under uddannelsen er hun i praktik forskellige steder, hvor hun træner sine evner til at hjælpe børn med vanskeligheder, til bedre at kunne indgå i fællesskabet. I praktikperioderne oplever Jeanette af og til at, hun græder efter dagens arbejde og måske også lidt ubehag, men slet ikke nok til at, hun kobler det til noget i sig selv eller bliver klar over at, hun måske har slumrende traumer i sig.

Praktikperioderne

Jeanettes praktikperioder er fordelt på tre institutioner: børnehjem, vuggestue og skolefritidsordning. I praktikkerne fokuserer hun især på kropsbevidsthed og bevidsthed. Det viser sig at, der er en del børn som har svært ved at rumme egne følelser og måske især at være i de negative følelser. Jeanette lægger mærke til at, tidligt traumatiserede børn ofte behandles medicinsk.
Nogle af vuggestuebørnene har særlige behov i tilvænningen til nye omgivelser. Hos dem er det i særlig grad tilknytning og oplevelsen af forladthed, som har Jeanettes fokus. Så små børn har brug for at blive set, rummet og trøstet, når de græder.
Børn, der har vanskeligt ved at være i og tøjle deres følelser ender ofte i konflikter og bliver derfor vanskelige at rumme i gruppen. Mange gange søger disse børn væk fra fællesskabet, når det er for svært.
Med afsæt i den Narrative tilgang får børnene mulighed for at fortælle om og illustrere de følelser og oplevelser, som er uoverskuelige i nuet. Den lyttende kan også medvirke til at skabe nye positive billeder i barnets bevidsthed, ved at lytte til barnets fortælling, omformulere den lidt og spørge barnet om fortællingen også kunne være på den nye måde. På denne måde hjælpes barnet til at ændre sin adfærd, så det bliver lettere at fungere i fællesskabet. Hen ad vejen opnår barnet positive oplevelser og styrkes i sine relationer.
Fysiske aktiviteter styrker både kropsbevidstheden og hjælper børnene til at finde aktiviteter, som giver dem afløb og dermed ro. De lærer herved, metoder til at komme af med negative følelser på en konstruktiv måde, der ikke ødelægger deres rolle i fællesskabet. Andre kompetencer i fokus er evner som: at kunne vinde og tabe med acceptable følelsesudtryk; at kunne sætte grænser på en god måde og at være en god ven.
På sigt lærer børnene at tøjle deres udbrud og opnår forståelse for at, det er ok at være ked af det og bange. Og de vokser ved oplevelsen af at, der findes nogen at tale med, som forstår og rummer dem.
Sådan en udvikling hos børn tager selv sagt tid, fordrer store mængder tålmodighed og nødvendiggør at, der er ekstra personale til at gå fra med et eller få børn.
Den Narrative tilgang har til formål at hjælpe børnene til en positiv selvopfattelse kombineret med positive billeder og fortællinger i deres bevidsthed. Man kan sige at, de ændrer deres fortælling om sig selv til en positiv fortælling, der vækker følelser af glæde og måske endda stolthed.

Arbejdslivet

I vuggestuen, hvor Jeanette får ansættelse oplever hun af og til at, et nyt barn ikke er helt parat til at starte i en institution. Sådan et barn græder meget og det ligger hende meget på sinde at trøste og berolige barnet. Det er jo et naturligt og meget stærkt moderinstinkt at trøste et barn som græder. Som pædagog er det et lige så stærkt fagligt instinkt, funderet i viden om betydningen af tilknytning, tryghed og barnets udviklingstrin. Jeanettes underbevidsthed supplerer med, stærke signaler om fare, fra en slumrende og traumatiseret barndom.
I vuggestuen er der enkelte børn, som kan betegnes udsatte, men i det store billede er det en almindelig gennemsnits vuggestue, hvor der er enkelte børn, der græder meget.
Hverdagen var og er som bekendt presset i Danmarks institutioner, så personalet søger naturligvis at sørge for alle børnene på bedste vis, men har formentlig, som Jeanette, et ønske om at kunne gøre det bedre. Et af de pædagogiske redskaber, der anvendes i forhold til et grædende barn, er afledning. Det betyder at, barnet i stedet for trøst for eksempel søges inddraget i en anden aktivitet. I mange situationer virker dette ganske godt og barnet glemmer for en stund sit savn af mor eller far og med tiden opnås en accept af at, nu er jeg i vuggestuen indtil jeg bliver hentet igen.
Men Jeanettes alarmklokker kimer stadig højt og inderligt uden mulighed for at bringes til ro.
Set i bagklogskabens uendeligt klare lys, kan Jeanette berette om en indre udefinerbar stress, der altid har været en del af tilværelsen og at hun af og til græd efter dage i praktikperioderne, men at hun ikke har koblet det til hendes minder fra barndommen eller på anden måde tænkt at, der var grund til handling.

Sammenbruddet

Ansættelsen i vuggestuen vækker glæde og Jeanette ser frem til at gøre en forskel for børnene. Men som tiden går, ændrer tingene sig umærkeligt og efterhånden har hun ret tydelige symptomer at tumle med. I stedet for straks at reagere og bede om hjælp, søger hun at berolige sig selv, ved at søge væk fra flokken, gemme sig i mørket på toilettet, hvor hun forsøger at slukke for ubehaget og søge trygheden under dynen, i sin seng efter endt arbejde.
En dag bliver hendes symptomer dog så udtalte at, hun siger det til en god og opmærksom kollega, som spørger ind til Jeanettes situation og hjælper hende.
Jeanettes symptomer er konstant kvalme og trang til at kaste op. Voldsom indre uro, suppleret af hvirvelvinde af ubehagelige følelser, som tumler rundt i både krop og sjæl. Hun græder ofte efter endt arbejdsdag, overvældes af uendelig træthed og må ofte lægge sig en times tid, når hun kommer hjem. Nætterne er ofte søvnløse og urolige.
Jeanette ved egentlig ikke, hvorfor hun græder, men hun er klar over at, hun reagerer på børnenes følelsesmæssige udbrud. Her handler det dog om at, hun ønsker at trøste og handle på det enkelte barns behov, hvilket uvægerligt må føre til stærk frustration over at, rammerne gør det vanskeligt at slå til som pædagog. Hun synes simpelthen at, der er børn der ikke bliver set og bekymrer sig for at disse samfundsrammer medvirker til at skabe sårbare børn.
Kollegaen hjælper hende i dialog med sin leder, så hun får et forløb ved en krisepsykolog, som er tilknyttet kommunen. Jeanette forsøger i nogle uger at fortsætte arbejdet, alt imens hun påbegynder et konstruktivt forløb hos krisepsykologen. Men til sidst må hun overgive sig til en langtidssygemelding. Så længe vikariatet varer benytter hun kommunens krisepsykolog, men herefter må hun starte forfra med en anden psykolog.

Behandling

Jeanette har benyttet sig af flere muligheder i sin helbredelses proces. I første omgang var det psykologen, som hjalp hende også selv om hun måtte starte forfra med en ny psykolog.
Den Narrative terapiform, har været meget virksom og medvirket til at afdække fortidens traume, som hun siden bearbejdede bevidst, blandt andet med den Tibetanske Healingsform Prananadi.
Den særlige relation som enæggede tvillinger er kendetegnet ved, har spillet en stor rolle i Jeanettes proces. Jeanette har beskrevet det som en del af hendes egen helbredelse at, hun tog opgaven på sig og afdækkede Tinas forløb og selvmord. En proces, som har ført til bogen “Selv Mor(d)”, hvor Jeanette både har bearbejdet Tinas og hendes egne traumer. I sin bog forholder Jeanette sig også til deres traumer med afsæt i anerkendt forskning, simpelthen for at illustrere vigtigheden af at, omverdenen opdager og griber ind overfor den slags hændelser.
Jeanette har flere gange oplevet, hvordan medicinsk behandling kan give hallucinationer og sløver personligheden. Derfor vælger hun helt at undvære medicinsk behandling, fordi hendes følelser ikke skal lukkes ned. I stedet har hun søgt alternative og spirituelle veje.
Det spirituelle har i særlig grad haft med søsteren Tina at gøre. Grundet den særlige relation, som Jeanette kalder ”delt bevidsthed”, har hun oplevet at have en meget virkelig dialog med sin søster, efter dennes død. Denne dialog har været en del af Jeanettes helbredelse og beslutning om at skrive og udgive sin bog.
Den faglige viden Jeanette har tilegnet sig, under sin uddannelse, har ikke blot tiltalt hende som pædagogiske redskaber, men også som muligheder hun selv vil benytte og stadig gør. Derfor er det kropsligheden hun tyr til som supplement til det psykiske og spirituelle.
Kropshealing og fjernhealing har haft stor effekt kombineret med masser af fysisk aktivitet, i form af gåture og cykelture i naturen, ugentlige koldtvandsbade kombineret med svedehytte samt forskellige former for træning, Nada (akupunkturform med behandlingsområde i ørene) og Healings musik. Alt sammen forskellige stimuli, der hjælper med at reducere stress og dermed finde ro og afspænding.
Fordi Jeanette har haft så stor effekt af healing, har hun valgt at uddanne sig i at heale.

Budskab

Selv om Jeanette ikke længere kan arbejde, som pædagog, ligger det hende uendeligt meget på sinde at, vi som fagpersoner og mennesker er opmærksomme på især børnenes ve og vel. Hun mener at, det er så uendeligt vigtigt at børn ikke pådrager sig traumer og hvis det sker, så tager vi hånd om barnets traumer i tide, så barnet undgår at leve et liv vanskeliggjort af fortiden.
Jeanette fortæller om, hvordan hun mener forældre ubevidst kan give deres eget traume videre til næste generation. Social arv er et begreb, som samfundet beskæftiger sig med på konstruktiv vis. Så selv om det forekommer komplekst synes Jeanette at, det er vigtigt at have et tilsvarende fokus på børnene, sådan at fokus rettes mod familien som helhed, med det formål at forebygge tidligt traume hos spædbørn og behandle de traumer der opdages med det samme. Jeanette bemærker og frustreres over, hvor mange børn, der behandles med medicin som sløver dem, når der nu er så mange andre metoder at bringe i spil.
Søsterens selvmord, som følge af behandlingssystemets manglende evne til at forstå årsagen til lidelsen, er Jeanette sikker, på kunne være undgået, hvis læge og psykiater havde haft viden om betydningen og behandlingen af et tidligt traume. Igen oplever Jeanette at, der er valgt medicinsk behandling, med omfattende bivirkninger, frem for at lytte til den information, der blev givet om Tinas tidlige traume.
Økonomiske forhold og politiske beslutninger lægger rammerne for børnenes vilkår, i institutionerne. Forholdende er nu så stramme at, Jeanette bekymrer sig for, om vi tager godt nok hånd om hvert enkelt barn, til at vi opdager, hvis et barn er traumatiseret. Bekymringen omfatter konsekvensen for hvert barn, der måtte have et traume eller have svært ved tilknytning.
Hun har mærket på egen krop og eget sind, hvilken konsekvens det kan have, når noget sådant overses og får lov at forblive i rygsækken, i ubearbejdet tilstand.
Det er værd at stoppe op og overveje, ikke bare den menneskelige konsekvens af manglende handling i forhold til et barns tidlige traumer, men også den samfundsøkonomiske konsekvens. Det er ikke blot dyrt når et menneske rammes af stress eller PTSD, må sygemeldes og behandles i lang tid. Måske genvindes arbejdsevnen ikke helt og så er de mange kompetencer, denne person har, jo ikke til gavn for samfundet længere.