Mladenka´s opvækst i Bosnien

Mladenka er vokset op som den yngste af en søskendeflok på seks. Hendes opvækst er præget af det omkringværende samfund, som er kommunistisk styret.

Tito har i perioden 1953 til 1980, hvor han dør, regeret Jugoslavien. Han var diktator og regerede udfra kommunistiske idealer. Tito formåede at gøre Jugoslavien til en tredje pol i den kolde krig og han
regerede landet med velfungerende idealer som selvforvaltningssystemer, der både fungerede i lokal politik og som virksomhedsledelse. Efter Titos død fortsætter kommunistpartiet med at regere landet
frem til 1990, hvor det første flerpartivalg gennemføres.

Mladenka har som den eneste af sin søskendeflok opnået en uddannelse, som ligger udover folkeskolen. Hun opnår en flot handelseksamen.

Faren arbejder som selvlært murer i Tyskland i lange perioder. Han sikrer på denne måde familien en plads i middelklassen. Faren er en klog og venlig mand, som hun holder meget af og har stor respekt for. Han har lært så meget i Tyskland og er god at diskutere med. Han dør af kræft i 2010. Lægerne fortæller ham ikke at, han skal dø af sin kræft, men de pårørende får det at vide. Mladenka mener at, han er klar over det alligevel.
I hans sidste tid oplever Mladenka at, de som søskende ikke er enige om, hvad der opleves rigtigt og forkert i forhold til farens sygdom.

Moren har ca. fire års skolegang. Det er meget almindeligt på deres tid at, drengebørnene får mest uddannelse. Moren er streng.
Før Mladenka´s kommer til verden mister hendes mor en datter på tre år. Hun ville have været en fjorten år ældre søster. Det er et stort tab for Mladenka´s mor.
Da Mladenka er ca. 7 år bliver hun vidne til forældrenes voldsomme uenighed og morens beslutning om at forlade sin mand. Den dag moren bekendtgør at, børnene skal gøre sig klar fordi hun vil forlade deres far, besvimer Mladenka. Hun kan slet ikke være i situationen. Det ender med at forældrene finder en måde at fortsætte livet sammen.
Mladenka´s mor bliver 92år, er syg på det sidste, men har ellers haft et langt og godt liv.

Ældste søster fungerer som plejemor, fordi det er en stor opgave for moren at passe, landbruget, hus og familie. Søsteren er mildere end moren.

Mladenka har tre brødre og to søstre. Den ene bror dør af kræft i 2013, Den anden bliver alvorligt såret i borgerkrigen og lider af PTSD. Den tredje bror har taget sig af sine forældre i alderdommen. Idag lever og bor han i deres fælles barndomshjem.

Børnene opdrages i den Katolske tro, autoritært, med kærlighed, knus, belønninger og afstraffelse. Respekt og pligter er en fundamental del af opdragelsen. Tæsk er en del af hverdagen, både i skolen og i hjemmet. Når Mladenka kommer hjem med gode karakterer oplever hun at, det betyder færre tæsk.

Mladenka er født og opvokset i landsbyen Uljevina nær Ljubuski. Familien har et lille landbrug, hvor de dyrker alt, hvad de har brug for. De har både høns, grise, får og kør. Således er familien selvforsynende med kød, æg, korn til brød og grøntsager.
Regnvand opsamles og bruges både til dyrene og til at vaske sig i. Mladenka husker også at familien graver brønde. En nær huset og en længere væk, hvor der må installeres en pumpe.

Familien har en væsentlig indtægt ved at dyrke kartofler, porrer og tobak, som sælges på det lokale marked.
Det er almindeligt at familierne klarer det meste selv og at naboer hjælper hinanden.
Børnene har pligter fra de er 5 til 7 år. Pligterne er tilpasset, hvad der kan forventes af dem.

Tobakshøsten fordrede en stor indsats af alle i familien. Alligevel er opgaverne skarpt opdelte. Tobakken høstes løbende og vurderes udfra modenhed. Således plukkes de nederste blade først på sæsonen. Det er meget vigtigt for udbyttet at, det gøres rigtigt, hvorfor det kun er de voksne som plukker. Pigerne bærer bladene ud af rækkerne og lægger dem på et klæde. Drengene bærer tobakken hjem. Herefter trækkes tobaksbladene på snor og tørres. Sidst på sæsonen, hvor næsten alle tobaksbladene er plukket, må børnene også plukke bladene.
Et år har faren regnet ud at, hvis al tobakken høstes, tørres og sælges, kan der blive råd til et fjernsyn.

Som barn er Mladenka uregerlig og oplever det vanskeligt at opnå accept. Egentlig har hun blot mange holdninger og vil gerne diskutere, men fordi familie, skole og samfund fungerer på en autoritær måde, er det ganske svært at komme i dialog om andre overbevisninger end den herskende. Mladenka må vise respekt og ikke stille spørgsmål ved eksisterende holdninger.
I skolen er der enkelte lærere, der formår at se hende som den hun er og mange, der ser hende som et uregerligt barn. Resultatet er at, hun meget ofte løber væk. Ikke som en bevidst gennemtænkt provokerende handling, men mere en intuitiv handling i nuet, en flugt. Når hun løber væk, er det oftest skolens bibliotek hun søger. Derfor finder hun tidligt interesse for at læse. Både i barndommen og voksenlivet, beskriver Mladenka sig selv som Selvstændig, arbejdsom og målrettet.

I ungdomsårene lærer Mladenka sin mand at kende. Han hedder Dajani og kommer i hendes hjem som ven af broren. De har sejlet sammen et par gange. Han er Ortodoks. Mladenka og Dajani udvikler hurtigt et venskab, som udvikler sig til kærlighed. Venskabet og kærligheden til Dajani giver rum og plads til at snakke om de mange ting, der tidligere ikke var muligt. Han har oplevet verden som sømand og viser en åbenhed, der er kærkommen.
Efter et halvt års tid stikker de af sammen for at blive gift, i al hemmelighed. Dette er i år 1985, hvor Mladenka er 18.5 år.
Familien har ikke opfanget denne udvikling og får således ikke muligheden for at modsætte sig. Som Mladenka beskriver det, vil hun væk fra arbejdet og forpligtelserne, som opvæksten er fyldt med.

Jugoslavien består af seks republikker:
Serbien, med to autonome områder Vojvodina og Kosovo;
Kroatien; Slovenien; Bosnien-Hercegovina; Makedonien og Montenegro.
Som følge af flere hundrede års krige, erobringer og forskelligt herredømme,
rummer Jugoslavien mange etniciteter, sprog og religioner.

Tito er aktiv som premiere minister fra 1944 til 1953 og fungerer som Præsident fra 1953 til 1980,
hvor han dør 88 år gammel.
Gennem Titos mangeårige diktatur, lever de forskellige folkeslag og religioner fredeligt sammen,
blandt andet fordi, de som et samlet Jugoslavien står stærkt mod udefrakommende trusler.

I slutningen af firserne tiltager Republikkernes ønske om løsrivelse.
Således bliver der ved folkevalg  fundet flertal for løsrivelse i Kroatien, Slovenien og siden Bosnien-Hercegovina.
Serbien er stærkt imod dette.

Der findes mange teorier om, hvilke forhold der er skyld i Borgerkrigen i Jugoslavien.
Murens fald og  dermed ophøret af den kolde Krig,
har sammen med Republikkernes ønsker om løsrivelse haft  afgørende betydning.

De første år som ægtepar, Arbejder Dajani som sømand og ofte rejser Mladenka sammen med ham. Når de er hjemme hjælper de naturligvis svigerforældrene med dyrkningen af grøntsager og frugt.
Som alle andre unge par ønsker de at få børn, men parret forbliver barnløse i de første fjorten år.
I Bosnien-Hercegovina opfordrer man, til tålmodighed, når unge par er barnløse. Derfor er det først kort før krigens udbrud, man undersøger om der kan være en årsag til barnløsheden. Ved den lejlighed finder man ud af at, der er fin passage i begge æggeledere.

Flugten

Dajani rejser for at arbejde i november 1991. På den måde er han ude af landet før Mladenka. Forinden har han dog givet hende våben.
En af Mladenka´s brødre er blevet tvunget til at kæmpe i krigen og vender hjem, alvorligt såret på krop og sjæl. Mladenka, som er nært knyttet til sine søskende, får uden helt at være klar over det, en meget intens oplevelse af krigens konsekvenser i form af brorens krigstraume. Broren har været i kamp og er på en gang blevet alvorligt såret og har mistet fem kammerater. Hun søger naturligvis at hjælpe ham, selvom det er en helt ubegribelig oplevelse han har haft og en ubegribelig tilstand han er i.
Der er udgangsforbud og man møder ofte bevæbnede soldater i gaderne.
Der bliver fortalt meget forskelligt, men der er alligevel ikke nogen der rigtigt ved noget.

I Bosnien-Hercegovina er kulturen at, et af børnene bliver boende hos forældrene og passer på dem, i alderdommen. Når forældrene dør, er det dette barn som overtager hjemmet.
Således bor Mladenka´s ene bror hos deres forældre og det er ham der siger at, hun skal komme hjem med det samme.
Som Mladenka forklarer handler han ud fra, hvad han har set og oplevet og vurderer at, hun ikke er i sikkerhed. Så selv om hun på det tidspunkt føler sig sikker, rejser hun hjem.
Rejsen hjem er ikke lang, ca. 30km, men den er skræmmende blandt andet fordi hun skal krydse floden, der udgør grænselinje mellem forskellige trosretninger. Her står der på hver side en mand med maskinpistol. Sikkert på den anden side blaffer hun resten af vejen hjem til sin familie.

I Bosnien-Hercegovina lever mange folkeslag med forskellige religioner.
Tendensen er at,  folk med fælles religion har bosat sig i enklaver.
Således bor Muslimer, Kristne, Katolikker og
ortodokse, indtil krigens udbrud, fredeligt sammen i Bosnien-Hercegovina.
Serbien, hvis befolkning bor i enklaver, i alle republikkerne og har trosretningen ortodoks,
mener at, Serbien er der, hvor Serberne bor.
De vil ikke acceptere republikkernes ønske om selvstændighed,
hvorfor krigen bliver meget voldelig og indviklet.
Borgerkrigen er særligt voldsom i Bosnien-Hercegovina.
Muslimer og katolikker flygter til Kroatien. Ortodokse flygter til Serbien.

Svigerforældrene har et lille hus og landbrug. Mladenka og Dajani har en lille lejlighed i nærheden. Urolighederne og krigshandlingerne tvinger svigerforældrene til at forlade deres ejendom og flygte til Serbien. Der bliver de modtaget og beskyttet blandt andre ortodokse.
Inden længe rykker krigszonen ind over det område, hvor parret og svigerforældrene var bosat.

Dajani arbejder som sømand og har været på havet siden november 1991. Fra april til juni 1992 befinder Mladenka sig hos sin bror og forældre. Dajani har landlov til juni og vil hjem. Da han ikke har været i landet i syv måneder, mangler han indblik i, hvordan det forholder sig. Hans hjem er brændt ned, så kun murene står tilbage og hans forældre er flygtet til Serbien. Der er reelt ikke noget sted han kan tage hjem til.
Mladenka kan som katolik færdes forholdsvist frit i Bosnien-Hercegovina, men det er ganske tydeligt at, de ikke kan blive i Bosnien-Hercegovina, idet der nu er meget lille tolerance for ægteskaber, hvor parterne har forskellig religiøs eller etnisk baggrund. Og faren for at, han vil blive inddraget i krigen, hvis han kommer tilbage, er stor.

Det lykkes Mladenka at få telegram om disse farer, igennem til Dajani, via en ven. Men han vil hjem uanset. Broren har lavet aftale med ven i Kroatien og det lykkes en kammerat at overtale Dajani til at mødes med Mladenka i Ploce, Kroatien. Derfra sejler de til Halvøen Peljesac, hvor Mladenka´s anden bror bor. Der kan de være trygge og i sikkerhed.
Forinden har Mladenka sammen med en ven kørt rundt på deres hjemegn og fotograferet, for på den måde at kunne illustrere for Dajani at, der aktuelt ikke er noget at vende hjem til.

Dajani og Mladenka opholder sig en stund hos broren. I fællesskab afsøger de muligheder for et nyt sted at leve og bo. Da en fælles ven inviterer dem til Stokholm, slår de til.
Pas og penge arrangeres. De pakker nogle få ejendele, ikke mere end de med lethed kan bære og er hurtigt klar til at rejse videre.

Rejsen starter med skib fra Rijeka, Kroatien og fortsætter siden med tog.
På dagen, hvor de kører gennem Danmark har Mladenka udviklet et voldsomt hovedpineanfald og kan ikke rejse længere. Derfor overnatter de i København. Næste dag, da de er på vej ind i Sverige, bliver de stoppet og nægtet at rejse videre.
Dajani og Mladenka anbringes i et fængsel, deres ejendele og penge inddrages og de afhøres hver for sig. De forklarer hver især, hvordan de er på flugt fra borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina fordi de, som et blandet ægteskab, vil blive forfulgt og muligvis dræbt. At de er på vej til en ven i Sverige og at, de vil søge asyl der.
Dagen efter anbringes de i Sandholmlejren, der fungerer som modtagelseslejr. Her får de deres få ejendele og halvdelen af deres penge igen (2500dollars). Sandholmlejren giver dem tag over hovedet, mad og de får mulighed for at vælge lidt tøj. En lille del er nyt, resten er brugt, men parret er meget taknemmelige uanset.
Efter en tid flyttes de til en anden Røde Kors lejr, som ligger ved Genner Strand, Sønderjylland. Her bor mange andre flygtninge fra Jugoslavien.
Som flygtning i Danmark får man på den tid et ganske lille beløb ugentligt, sådan at, man kan skaffe sig de mest basale fornødenheder. For disse penge køber Mladenka en flot strikke cardigan, som hun er meget lykkelig og taknemmelig for.
Efter en tid i denne lejr overflyttes Dajani og Mladenka til en flygtningelejr i Thisted. Her er alle flygtninge fra Bosnien-Hercegovina samlet. Efter en tid ønsker de dog at komme til en lejr ved Ålborg. Undervejs får de resten af deres penge igen.

At fæste rod i Danmark

I 1994 bliver Mladenka tilknyttet et AMU-kursus, der hjælper flygtninge med at fastholde og udvikle deres kompetencer. Hun fungerer som tolk, tjekker og dokumenterer deltagernes erfaring. Kursets formål er at indføre flygtningene i Dansk lovgivning, sådan at, de igen kan ernære sig som chauffør.
Maj 1995 får de endelig opholdstilladelse og kan flytte i egen lejlighed. På det tidspunkt er Mladenka i arbejde i en tosproget børnehave. Da parret ikke ønsker kontanthjælp vælger de at tage tre reklameruter. På den måde bliver de selvforsørgende, hvilket betyder meget for dem.
Dajani kommer på et uddannelsesforløb, der fører til et job i slagteribranchen, i Nørre Sundby.

Nu, hvor Mladenka og Dajani er i gang med at skabe sig en ny tilværelse melder ønsket om børn sig igen. Så de opsøger deres læge og henvises til Fertilitetsklinik. Siden følger en lang og slidsom periode, hvor Mladenka insemineres mange gange, hvilket hele vejen igennem fører til graviditeter udenfor livmoderen eller spontane aborter. En enkelt gang er Mladenka i livsfare i forbindelse med en graviditet udenfor livmoderen, som brister. Hun mister meget blod og den ene æggeleder må fjernes. Til sidst vælger hun behandlingen fra.

Under et besøg hos familie i Stokholm får Mladenka det så tilpas dårligt, med mavesmerter og pletblødning at, hun opsøger en læge. Denne læge konstaterer at, Mladenka er gravid og ønsker hende tillykke. Men i stedet for glæde, åbnes en afgrund af sorg og frygt for at, noget skal gå galt med graviditeten igen. Derfor vælger hun og Dajani at rejse hjem for at være i nærheden af den læge og det sygehus, som kender dem.
Selvom graviditeten forløber planmæssigt, udvikler hun angst for at, noget skal gå galt, tanker om ikke at være god nok, depression og selvmordstanker.
Noget Hun skammer sig meget over. Uvist af hvilken årsag, tilbydes der ikke psykologhjælp og hun er ikke selv bevidst om at, det kan være en fordel. I stedet må Mladenka møde sig selv, med alle de ubehagelige tanker hun bærer på. Og selv om hun er vokset op med en kultur, hvor man ikke så let beder om hjælp, men altid hjælper andre, er det lykkedes hende at finde en vej.
Da først hun sanser til at tale med de mennesker, hun har 100% tillid til, viser det sig at, hun kan få al den hjælp og opbakning hun har brug for. Det har været meget nyttigt for Mladenka at føle sig rummet, forstået og elsket, som det menneske hun nu engang er.
Den store interesse for at læse har også hjulpet hende med at arbejde sig igennem de svære tider.

I 1999 fødes det første af deres to børn og efter endt barsel får Mladenka Erhvervskørekort og fast arbejde ved et busselskab i Ålborg.

I 2003 Lukker slagteriet i Nørre Sundby. Det bliver lagt sammen med Slagteriet i Sæby. Samtidig bliver lejligheden for lille, nu hvor de har fået deres andet barn. Dajani får mulighed for job på et Slagteri Blans, Sønderjylland. Her kan de få råd til at købe et hus, så de vælger at flytte.
Dajani er glad for sit job i slagteribranchen og fastholder dette frem til i dag.

Som nye danskere vælger parret at, deres børn skal have navne som er så danske som mulig og alligevel kan fungere med deres baggrund som Bosnier. En baggrund der rummer det faktum at mange navne er knyttet til religion.
Det danske sprog bliver også et bevidst tilvalg, hvorfor familien taler dansk i hjemmet, med det mål at integrere sig og børnene bedst muligt.

Efter endt barsel Kommer Mladenka på kurser i psykologi og siden pædagogik, hvilket hun glædes meget ved. Derfor lykkes det hende også at komme på de første tre moduler af en vejleder uddannelse.

I 2007 får hun arbejde som jobkonsulent ved Sønderborg Kommune. Hen ad vejen vil Mladenka gerne have nye udfordringer, hvorfor hun fra 2009 til 2011 fungerer i et projekt for unge kriminelle og misbrugere. Efterfulgt af et seks måneders projekt som virksomhedskonsulent i Tønder Målet at hjælpe kontanthjælpsmodtagere i arbejde, støtte dem og følge op på hvordan det går.

I 2012 tilbydes Mladenka job som dagpengekonsulent, men må takke nej idet hun har det så dårligt at, hun ikke kan finde hoved og hale i noget. Hun har slet intet overskud, hvilket ikke harmonerer for hende, når hun så gerne vil levere en autentisk hjælp overfor de borgere hun hjælper.
2012 er også året, hvor Mladenkas datter første gang bliver alvorligt syg og må igennem et udredningsforløb for cancer, inden hun får konstateret gigt. Efter et års behandling erklæres hun rask.

Fra 2012 til 2014 er Mladenka i aktivering og får mulighed for at gøre sin vejleder uddannelse færdig. Samtidig er hun mentor for to piger på kontanthjælp.

2014 er året, hvor Mladenka skifter branche. Med sit erhvervskørekort og erfaring fra Ålborg kommer hun med i en rotations ordning, der siden fører til fast ansættelse hos et busselskab i Sønderborg.
Selv om der ikke er flere vejleder jobs til Mladenka fungerer hun fra 2014 til 2016 som støtte og kontaktperson for en nittenårig pige, der er i gang med en ungdomsuddannelse.
Det også er i 2016 at hun får konstateret slidgigt.

Efterhånden er der mange ting som stresser Mladenka, men hun oplever det ikke som stress.
Set i bagklogskabens evindeligt klare lys, har angsten for at miste den økonomiske tryghed betydet at, hun fortsætter uagtet. Man tager sig sammen og skaber afstand mellem sin fornuft og sine følelser.

Den der dag

Mladenka´s arbejde er at køre bus, hvorfor hun dagligt krydser grænsen til Tyskland, når hun kører sin rute.
Dagen er helt almindelig. En ud af mange i 2016, hvor der har været mange ting der hober sig op. Mladenka har i længere tid gjort sine ledere opmærksom på fejl og mangler ved køretøjet, som hun oplever, der ikke bliver bragt i orden.
Det er en aftenvagt og tidsplanen holder ikke helt. Trafikken er tæt og der er biler på begge side af bussen. Mladenka skal flette og trækker mod højre og registrerer at, situationen er farlig.
Bussen rammer en personbil uden at, hun registrerer dette. Først da hun ser en mand, i spejlende, der gestikulerer voldsomt, bliver hun klar over at, der må være noget galt.
Hun standser og stiger ud for at finde ud af, hvad det drejer sig om. Faktisk tror hun at, ophidselsen skyldes at, hun er trukket ud til højre.
Manden er tysk og meget vred og skælder voldsomt ud over en lille ridse der er blevet på hans sidespejl. Hun tager et billede af skaden, lytter tavst til manden og går tilbage i bussen for at ringe til sin arbejdsgiver. Hun har pligt til at informere om forsinkelser og deres årsag.
Manden går bag om bussen, hvilket giver Mladenka indskydelsen at, hun kan køre udenom hans bil og komme væk fra situationen. Men det hjælper ikke, manden kører ind foran hende igen og afspærrer hende vejen og fratager hende, hendes frihed. Et forhold, der ubevidst fylder meget for Mladenka, med afsæt i hendes opvækst og baggrund som flygtning.
I et splitsekund falder det hende ind at, hun jo blot kan køre bussen ind i hans bil, hvilket ville dræbe ham, er hun klar over. I stedet ser hun en afkørselsmulighed til højre, ind mod et butikscenter, hvor hun har forkørselsret. Hun griber denne mulighed og kører videre.
Ved den Dansk Tyske grænse kommer manden igen kørende, han hænger ud af sideruden gestikulerer og råber. Endnu engang forsøger han at hindre hende i at passe sit arbejde.
Hun søger hjælp hos grænsebetjenten, som hun kender fra det daglige arbejde. Betjenten hjælper hende med at få udvekslet de nødvendige oplysninger og får afværget tyskerens vrede mod hende. Mladenka er naturligvis rystet, men får skubbet det fra sig, så hun kan fortsætte med at arbejde.
På dagen får bilens tyske ejer hendes navn i stedet for hendes chauffør nummer. Ikke noget hun tænker over. Men efter en stund taler hun med sin leder om at, hun gerne vil anmelde manden for hans voldsomme adfærd mod hende. Hun får i løbet af et par dage tilbagemeldingen at, det må hun gerne og at de bakker hende op, men ikke vil udføre anmeldelsen.
I mellemtiden har den tyske mand valgt at anmelde hende for hendes adfærd på dagen. Noget der vækker tanker om at miste arbejdet.
Bekymringer om hvordan den tyske mand mon har det afløses af tanker om at blive dømt og derved miste sit arbejde.
Indskydelsen at slå et andet menneske ihjel, er meget skamfuld for Mladenka, som uden helt at være bevidst herom, fyldes hun med et kaotisk virvar af tanker og følelser.
For at få det hele ordnet på en ordentlig måde, finder hun en tysk advokat, som varetager opgaven, mod betaling naturligvis.

Sammenbruddet

Mladenka ved godt at, hun ikke har det helt godt, men forudser slet ikke at, det kan være ved at skride helt for hende.

Helt ud af det blå. En dag mens hun er på arbejde, bryder hun ud i så voldsom gråd at, hun end ikke kan se at køre. På en eller anden måde får hun meldt sig syg, bliver afløst og kommer hjem.

Under datterens udredning, nogle år tidligere, har Mladenka søgt og opnået støtte hos en god kollega. Som hun fortæller, kender han hende så indgående at, hun ikke kan skjule for ham, hvordan hun har det.
Det er denne kollega, som besøger Mladenka og finder ud af, hvor syg hun er. Han sørger for at, hendes leder får besked, hvorefter der tilbydes psykologhjælp.
I det hele taget synes Mladenka at, hendes arbejdsplads har taget godt hånd om hendes situation og tilstand. Alligevel vælger hun at tage sin afsked efter at have været sygemeldt i en rum tid.
Da Mladenka i 2017 har opsagt sit job, bliver datteren igen syg. Denne gang med leverbetændelse, som hun skal behandles for i tre år. Datterens sygdom rammer ikke nær så hårdt som første gang, men det fylder alligevel meget sammen med Mladenka´s egen tilstand.

Symptomer

I perioden op til og umiddelbart efter hændelsen, hvor tyskeren får en ridse på bilens sidespejl har Mladenka uden at tænke over det, haft symptomer og ændret adfærd.
Hun, som normalt er en udadvendt og positiv kvinde, er lige så stille begyndt at isolere sig på arbejdet. Og selv om hun synes at, det er underligt at, nogle mennesker kan parkere ubehagelige følelser, som sorg og vrede, forsøger hun nu selv at tage afstand fra sine følelser.
Det ophobede kaos kan ikke længere rummes eller skubbes bort. Hendes tanker myldrer konstant rundt i krop og sind når hun er vågen.

Hun præges nu af tristhed og kan slet ikke motivers til noget. Bliver apatisk.
Det er en blanding af sorg, skam, angst og vrede.
Angsten har afsæt i følelsen af at gå i opløsning og miste fornemmelsen af hvem hun er.
Hendes forestilling om, hvordan hun kan håndtere livets genvordigheder, fungerer ikke mere.
Er bange for at, hun vil ende på den lukkede afdeling.
Hjælpeløshed præger hende og hun har brug for at, nogen trækker hende ud af virvaret og skubber hende i en ny retning.
Vil ikke belaste andre med sin tilstand.

De daglige rutiner smuldrer og bliver uoverskuelige.
Præges af appetitløshed og taber sig.
Hun græder meget. Nogle gange i mange timer uden at kunne gøre rede for hvorfor.
Har ofte voldsom hovedpine.

Reaktionen gør hende bange, en irrationel angst fylder hende og kan ikke skubbes bort med fornuft.
Sengen er i lang tid, det tryggeste sted at opholde sig, hvorfor det er svært at komme op om morgenen. Søvnen fungerede nogenlunde. Har en enkelt gang et mareridt, der handler om at kæmpe for livet.

Er slet ikke i stand til at tage vare på sig selv.
Lukker sig inde i sig selv.
Det er rigtigt svært for hende at tale med andre.
Havde svært ved at være i rum med andre.

Familien kan slet ikke genkende hende.
De kan ikke forudse om, hun vil græde eller skrige af vrede.
De har ikke mulighed for at vide, hvor de har hende. Bedst som man er i en samtale med hende kan hun vende sig og gå, midt i en sætning, fordi hun ikke ser nogen mening.
Råber ad ting folk gør og siger.
Utilregnelig.
Humøret skifter som det danske vejr.

Behandling

Mladenka får tilbudt og modtager psykologhjælp. Det har blandt andet hjulpet hende med at forstå, hvordan traumer sætter sig i hukommelsen.
Herigennem har hun også fundet traumer i sin fortid, som hun har fortrængt. På den måde har hun fået bearbejdet forholdet til sin mor og dennes hensigt om at forlade hendes far.
Hun er også blevet klar over, hvor påvirket hun blev af opleve sin brors krigstraume.
Hun arbejder både med at bearbejde fortiden og at lære at adskille den fra nutidige hændelser. Hændelser, der ganske vist kan minde om fortiden, men som ikke fordrer så voldsom en reaktion, som fortiden kan forårsage.
Psykologen hjælper Mladenka med at finde en forklaring på, hvorfor hun har det sådan. Med den erkendelse vælger hun at arbejde videre med bearbejdningsprocessen på egen hånd. Hendes første beslutning er at skabe ro og tryghed for sig selv. Det gør hun ved beslutningen om at opsige sit job.

Både fortiden i Bosnien-Hercegovina og nutiden i Danmark har budt Mladenka på mange udfordringer og har derved tilføjet hende en sårbarhed, som hun har måttet lære at kende og handle på. Hun er som alle andre et menneske, der kan rumme og tøjle en vis mængde udfordringer, inden bægeret flyder over og det bare ikke går mere.
Svære erkendelser, der fordrer udvikling af redskaber, som kan opfange signalerne tidligt nok til at, hun kan nå at trække sig inden filmen knækker.

Mladenka har om muligt lært, gennem livets udfordringer at: se sin angst i øjnene; forholde sig bevidst til situationen; gøre aktive og bevidste valg og at stille åbne spørgsmål til sig selv.
Hun har også lært at finde roen gennem sagte musik, meditation og at anvende disse til at sikre hende rolig og livgivende søvn.

 

Bearbejdning

Da jeg beder Mladenka forklare mig, hvordan hun har det efter flugten fra Bosnien-Hercegovina giver hun mig denne metafor.

Forestil dig at være helt omgivet af spidse nåle.
De er så tæt på din krop og dit sind at, du stikker dig uanset, hvordan du gør eller tænker.

Hvor længe den tilstand varer ved er svært at besvare, sikkert fordi alle overgange er mere flydende. Alligevel hæfter Mladenka sig ved det, den dag da der er tanker, som ikke gør ondt.
Disse tanker bliver hendes vej ud af smerten.

Kærlighed til livet og til mennesker.

Jeg spørger også, hvad krigen har gjort ved hende og hun svarer.

Krigen skaber kaos. Netværk forsvinder, hjem forsvinder, familie og tryghed forsvinder.
I stedet fyldes man af uvished, utryghed og ensomhed.

Når Mladenka ser tilbage på krigen, har den virket befriende for hende. Simpelthen fordi hun nu er klar over at, hendes meget selvstændige og individuelle natur, slet ikke passer ind i den kollektivistiske kultur hun vokser op i. Flugten fra krigen presser Mladenka ind i en lang udvikling, der ændrer den måde hun anskuer livet og sine værdier på.
Både i dag og dengang ønsker Mladenka at gå sine egne veje, men uden at skade andre.

Da Mladenka finder en retning og lidt lys forude, får hun lige så stille fat i sin vedholdende og selvstændige natur. Hun begynder at arbejde med de mange svære følelser og oplevelser. Hun lærer Girafsprog og som hun siger. Lærer at se tingene lidt oppe fra, skabe sig et overblik.
Overblikket giver en distance, der gør det lettere at forholde sig til hændelser og følelser for derefter at bearbejde dem.

Processer er blevet et kodeord. Der er altid noget, som dukker op og må bearbejdes. Nogle gange skal den samme oplevelse/ følelse bearbejdes flere gange.

Efterhånden har hun lært ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. Hvilket hun sidestiller med sin evne til at handle intuitivt. En tendens hun først som trediveårig lærer at tøjle. Nu ved hun at, det er nødvendigt og værdifuldt at være bevidst nærværende i situationen, sådan at handlinger, der let kan sidestilles med flugt, i stedet bliver velovervejede og hensigtsmæssige.
For Mladenka handler det også om at være i nuet og bearbejde når det er nødvendigt.

Bearbejdningen har hjulpet hende med at finde andre og mere positive vinkler på livet. Hun søger for eksempel aktivt positive vinkler på hændelser, der ikke lige går efter planen. Men hun vælger også at acceptere livets vilkår og være taknemmelig. Sørger for at værdsætte de små ting.
Tålmodighed er noget Mladenka har arbejdet en del med, hvorfor hun i dag tror på, hun er så tålmodig som hun ønsker at være.

Undervejs i tilværelsens modgang har det været svært at bede om hjælp, men nu, hvor hun har lært det, ved hun også at, der altid er hjælp at hente, når hun har behov.

Nu, hvor tilværelsen har budt på så megen udfordring og har ændret hendes tilværelse fundamentalt, har hun valgt sin familie. Derfor er de mennesker, som er hende nærmest, værdsat som familie uagtet om der er blodsbånd eller ej. Mladenka har venner og familie i både Bosnien-Hercegovina, Sverige og Danmark. Det der betyder noget er tillid, ægthed, rummelighed og venskab.

Som følge af opvæksten i Bosnien-Hercegovina har Mladenka gennem tiden gjort alt for at hjælpe andre. Måske nærmest som en pligt. I dag ved hun at, det kan sidestilles med, et forsøg på at leve andres liv for dem. Derfor har hun lært at lægge ansvaret over på modparten og være tydelig omkring sine grænser.
Som et eksempel herpå, fortæller Mladenka, om en episode med sin bror, der lider af PTSD.

I lang tid har jeg lyttet til hans sørgmodige fortællinger Jeg har rummet deres gru og elsket min bror som det menneske han er.
Men det har ikke hjulpet ham.
Han overgiver sig selv til alkoholens bedøvende væsen. Jeg holder ikke ud at se ham sådan.
En dag vælger jeg at konfrontere ham.
Fortæller ham at, han må bearbejde sine traumer i stedet for at blive hængende i dem.
Han må være bevidst og nærværende i stedet for at bedøve sig selv med alkohol.
Det er mange år siden det skete, det som er årsag til din lidelse.
Vil du blive ved med at leve i mindet eller vil du søge at komme videre og opnå et tåleligt liv?
Jeg elsker dig, men jeg kan ikke hjælpe dig, så længe du vælger alkoholen.
Mladenka kysser ham farvel og går til sin bil, men inden hun har sat sig ind for at køre, kommer hendes bror til hende. Han kysser hende, siger jeg elsker også dig.
Mladenka glædes nu over at, hendes bror denne dag vælger at ophøre med sit alkoholforbrug for at være ædru to dage senere.

Interessen for at læse har hjulpet hende rigtigt meget i bearbejdningsprocessen. Gennem læsestoffet, sin vejleder uddannelse og sine kurser i både psykologi og pædagogik, har hun fundet vej i sin jungle af en rygsæk. En rygsæk der, som hun siger, kun kan blive lettere ved bearbejdning af dens følelsesmæssige indhold og i sidste ende bortskaffelse af unødig dødvægt.
Hun henviser også til et ofte anvendt citat af Kierkegaard.

”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”.

Mladenka har opnået accept af at, hun ikke kan bestemme alt selv og at der altid vil forekomme uforudsigeligheder. Som hun siger, når man forstår dette, bliver det lettere at håndtere de udfordringer der kommer.
I dag elsker Mladenka livet, planlægger fremad og har det godt.
Dog fortæller hun om, hvordan hun fik mavepine, den dag hun er i færd med en større oprydning og finder den smukke cardigan fra hendes første tid i Danmark. Den vækker simpelthen så mange ulykkelige minder at, hun har givet den tilbage til en genbrugsbutik, så en anden kan få glæde af den.

Nuværende situation

I 2016 opsiger Mladenka sit arbejde, men er fortsat sygemeldt frem til januar 2017, hvor hun melder sig ledig. Hun får igen fast arbejde ved busselskabet i Ålborg og siden Randers, hvor hun fungerer som afløser.
Tolkeopgaverne tager hun stadig med glæde.
Datteren får konstateret leversygdom i 2017, men nu rammer hendes sygdom ikke så hård.

I 2019 er der ikke længere mulighed for at supplere dagpengene op, hvorfor det ikke kan fungere at arbejde som afløser. Derfor er Mladenka i øjeblikket aktivt jobsøgende.

I arbejdet som chauffør møder Mladenka mange mennesker. En af dem er en ældre kvinde, som ofte kører med bussen og gerne vil snakke. Hun er meget sanselig og har humor. Hen ad vejen fortæller hun, med et glimt i øjet at, hun mistede sin datter da denne var 35 år og i alderdommen mister hun også sin mand.
En dag tager kvinden Mladenka med bukserne nede om knæene. Hun har lagt mærke til at, Mladenka ikke er så glad denne dag. Kvinden smiler hende til og fortæller at, hun for nylig har mistet sin søn.
Mladenka der også er meget sanselig overfor, hvordan andre har det, registrer kvindens sorg igennem hendes humor og får stor respekt for hende. Kvinden bliver på en måde en rollemodel for Mladenka, fordi de har så meget til fælles. Kvinden har mistet så meget, har alligevel en særlig ro over sig og udstråler evnen til at komme videre på en positiv måde.

For at gøre kvinden glad, gør Mladenka hende tjenester som at sætte hende af tæt på hendes destination. Mladenka nyder altid at tale med kvinden og søger at give hende en positiv oplevelse.

Kvinden siger somme tider at, hun ikke har det godt, men det skal nok gå.
Med hende kan jeg tale om alt, siger Mladenka, fordi hun forstår at, jeg har været svære ting igennem.

Nu, hvor Mladenka igen har det godt og gør, hvad hun kan i nuet for at bevare denne tilstand, søger hun at tilpasse sin trang til at hjælpe andre mennesker, til et niveau der også er konstruktivt for hende selv.

På nuværende tidspunkt har hun fem, seks Jugoslaviske venner som hun støtter socialt, fordi de har det svært mentalt. Denne indsats hjælper hende selv med at have det godt, fordi den er meningsfuldt.

På et tidspunkt ser hun, på facebook, et opslag fra en ældre dansk herre, som føler sig ensom. Hun skriver til ham for at finde ud af, hvad det er han ønsker og har behov for. De bliver enige om at gå en tur sammen, en gang om ugen. Noget som er til gensidig glæde.

 

Budskab

Hvis man mærker at, det er tæt på at slå klik for en og at situationen er vanskelig. Så skal man fjerne sig fra den, enten ved grænsesætning eller ved at fjerne sig fysisk fra situationen.

Være bevidst om at, en sådan situation kan opstå. Men lær af den når du oplever den. Anerkend at du har fundet en af dine ydre grænser.

I stedet for at lade angst og sindssygdom fæste bo i dit sind, er det værd at anerkende at, du er et menneske med fejl og mangler og acceptere at, du i et kort øjeblik ikke er i stand til at handle normalt og hensigtsmæssigt.

Vi er alle nødt til at arbejde vedvarende med vores oplevelser/ følelser. Det er en kontinuerlig og nødvendig mulighed for personlig udvikling. Dette er vejen frem, hvis ønsket er et liv uden al for megen lidelse.

Vær ikke berøringsangst som ven og kollega.

Tag livet som det kommer det er vejen frem. Hvis du hele tiden bekymrer dig for det der kommer glemmer du at nyde nuet. Fremtid og fortid er meget vigtig for os, men nyd nuet og sørg for at hygge dig.

Mladenka vil gerne afslutte sin fortælling med et citat af den Jugoslaviske forfatter Ivo Andric:

”Jeg planlægger ikke livet mere.
Jeg lever bare.
Nogle gange som jeg vil leve og nogle gange som jeg skal leve.
Småting farver min hverdag.
Derfor elsker jeg småting og store tasker.
Jeg har altid en taske med, idet jeg udelukkende for min egen skyld, fortjener langsomme gåture,
gennem det jeg forventer og det jeg ikke har planlagt.”

Kilder:

Gyldendal Den Store Danske: Bosnien-Hercegovina – historie
Forfatter: Karsten Fledelius/ Redaktionen.

Jugoslavien

Kort over Jugoslavien 1992

Jugoslaviens opløsning
Bachelor Erhvervssprog Engelsk og Europæiske studier.
Ronnie Hansen, 2010

Murens fald

Tito