En tur i Horsens Statsfængsel

                                      26-8-2017

Dette er en beretning om det at være indsat i Horsens Statsfængsel også betegnet tugthus.

Straks efter man er kommet ind kommer man til Slusen. Det sted fangerne skulle igennem når de blev indsat og hvis de havde været på orlov. Her måtte de klæde sig af, for efterfølgende at blive grundigt visiteret/ undersøgt for uønskede genstande. Man blev også undersøgt af en læge, iklædt reglementeret tøj og underskrev erklæring om at man ville underlægge sig de love og regler som gjaldt for indsatte på det givne tidspunkt.

Som gæst på Museet Horsens Statsfængsel, bliver man i slusen præsenteret for et lille udvalg af fanger(hver med en gribende historie), fængselsinspektøren, en fængselsbetjent og organisten. Det er meningen at, man vælger en af personerne at identificere med. Så tager man et identifikationsskilt, i et af de stilstødende lokaler med omklædningsskabe. Identifikationsskiltet skal bæres synligt, som fangerne måtte gøre. Og så begiver man sig ud i fængslet.

Jeg har valgt Carl August Lorentzen fordi han er intelligent og fordi han kan have skabt inspiration til skabelsen af vores allesammens Egon Olsen. Carl August Lorenzen var ekspert i at bryde ind i pengeskabe, hvorfor han efter mange domme blev idømt forvaring på ubestemt tid i Horsens Statsfængsel. Carl August Lorentzen er indsat fra 1948 til 1958. Han er fange nummer 36.

Den første måned efter indsættelsen er fangen isoleret. Museumsrundviseren fortæller om at, man dengang mente at, fangerne kunne blive bedre mennesker ved at være i isolation. Derfor kunne det forekomme at fanger sad i isolation i flere år. Sidenhen har man fundet ud af at, man bliver sindssyg af at være i isolation, hvilket der også i dag er klare regler for.

Alt imens vi bevæger os rundt i fængslet får vi indtryk, hvordan livet i fængslet kunne opleves. Fængslet er et tugthus, og vi får at vide at fangerne arbejder imens de er indsat. Der er et meget stort jordtilliggende indenfor hegnet, rundt om fængslet, så jeg forventer at, jorden er blevet dyrket med afgrøder, der kunne anvendes til bespisningen af de mange indsatte. Der har også været meget arbejde at gøre i køkkenet, så måske har nogle arbejdet der. Vi får ikke præsenteret værksteder af håndværksmæssig karakter.Disciplinen har uden tvivl været hård.

Cellerne er små, godt 6m2. Lige plads nok til en seng, med sparsom komfort, et skab og måske et lille bord. Carl August Lorentzen bygger sig nogle enkelte møbler imens han er indsat.

Af reglementet for mandlige sikkerhedsforvaringsfanger 1933 fremgår det at: fangerne har kunnet bruge deres løn til at købe skråtobak (i mådeholdent omfang, men ikke hvis lægen skønner at, det skader fangens helbred), porto og skrivebog (Den første skrivebog og blyant udleveres til fangen, som derefter må købe selv. Der må ikke rives sider ud af skrivebogen og der må ikke tegnes eller skrives noget deri, der kan være anstødeligt). Fangen må være i besiddelse af en kalender, et ur og enkelte billeder. Der udleveres tavle og griffel til underholdning. Der kan lånes en bog, som kan byttes en gang om ugen. Der må modtages et brev om ugen. Og arrangementer som foredrag eller lotterispil har været yderst sjældne. Fangerne blev sjældent bevilget besøg.

Hvem var Carl August Lorentsen

Carl August Lorentzen kommer på opdragelses anstalt allerede som otteårig og igen senere. I hans celle er udstillet adskillige detaljerede og smukke tegninger. Et gennemgående tema er skældud og pågribelse af politiet. Carl August Lorentzen tegner børn, der leger i gaderne. Flere gange ses barnlig kærlighed. Børnene er de samme en dreng og en pige, som laver noget vildt sammen eller bare holder i hånd. Andre tegninger viser en smuk ung kvinde. Det lyse hår går igen. Der er en enkelt nøgen tegning. Og så er der tegningerne af en mand, som bliver ført til politiets fangevogn, i alles påsyn. Tegningen af en mand som dømmes, dommeren der ser væk og anklageren der ser ud til at være glad, måske ligefrem stolt. Det er meget let at udlede at Carl August Lorenzen har tegnet sig selv i forskellige livssituationer og måske ligefrem bearbejdet sin situation derved. Man får et stærkt indtryk af hvem Carl August Lorenzen var og tanker om at, han ikke er blevet forstået, hjulpet, anerkendt for sit geni ligger lige under overfladen.

Undervejs på min færd i fængslet, læser jeg beskrivelser af, hvordan Carl August Lorentzen har forsøgt at uddanne sig og har rejst til Canada for at starte på en frisk. Han beskrives som uforbederlig efter de mange domme, men er der i virkeligheden tale om negativ social arv og et meget lidt rummeligt samfund?

Carl August Lorentzen bliver berømt for sit flugt forsøg i 1949. Han har med saks, ske og andet tilgængeligt værktøj gravet en tyve meter lang tunnel, som munder ud i inspektørens kælder, hvorfra han kommer ud i friheden. Dette er der også en humoristisk tegning af. Som led i dette projekt har han, især af skeer, fremstillet nøgler, så han kunne få fat i fx understøtningsmateriale til sin tunnel. Det ser ud til at være de samme to nøgler han havde brug for.

Inspektøren Worm beskriver Carl August Lorentzen som meget intelligent, med et stærk selvværd og en stærk personlighed. Worm beskriver også, hvordan Carl August Lorentzens tendens til at, hæve sig over de øvrige indsatte, ved at betegne sig selv som stortyv, har gjort ham upopulær. Jeg tænker at Carl August Lorentzen har været en survivor og en mønsterbryder.

Carl August Lorentzen skriver mange breve, hvoraf nuancerede beretninger om livet i fængslet fremgår. Bla. har han et godt indblik i de øvrige fangers psykiske tilstand, højlydte udbrud og diskussioners alvor eller mangel herpå. Han har også skrevet, hvordan han følte det da han blev idømt sikkerhedsforvaring på ubestemt tid. I det hele taget oplever jeg Carl august Lorentzen som en mand, der er i kontakt og balance med sine følelser, hvilket nok ikke var almindeligt på den tid.

Carl August Lorentzen skriver på et tidspunkt at, han om søndagen tillader sig den luksus at købe et 47øres franskbrød, som han nyder til kaffe, sammen inspektøren Worm eller en af sine få venner. Et andet sted skriver han om, hvordan han følte sig spændt for, da han både stod for opråb og uddeling af gevinster til Skakklubbens lotterispil. Carl August Lorentzen fortæller, hvordan han følte det særligt fornøjeligt at dele gevinster ud, fordi han så også oplevede modtagerens åbenlyse glæde.

Vi bliver også præsenteret for et par tegninger der vedrører Gud. Først en, hvor en ung kvinde bejler til en munkog siden en, hvor han står ved Sankt Peters port og modtager en velsignelse, imens Inspektøren ser misbilligende til. Hvem ved, måske prøver han her at forsone sig med sin skæbne og præsentere sine positive sider for Gud.

Carl August Lorentzen dør i fængslet i 1958, formentlig af hjerteslag.

Vil du vide mere har jeg på nettet fundet ud af at, gran nevø Jan Patrick Skårup både har udgivet en E-bog, efterfulgt af en trykt bog og har lavet et indlæg på Youtube.

Her er et link.

https://www.youtube.com/watch?v=Ayp3MS8K_sM